torsdag den 13. marts 2008

Ny Direktør

Uddrag fra diverse tidligere interviews med Brøndbys nye direktør Hermann Haraldsson:

Interview: Hermann Haraldsson

Hermann Haraldsson gjorde OMD til Danmarks bedste mediebureau, og nu skal han i gang med sit arbejdslivs anden halvleg: Reklamebureauet Win Win Agency, som han vil gøre tre gange så stort på et par år.

Af Vibeke Vestergård

Egentlig hader Hermann Haraldsson at holde tale. Men han har gjort det, siden han som 32-årig blev administrerende direktør for mediebureauet OMD, fordi en god ven sagde, at nu var han nødt til det. Faktisk skulle han gribe enhver chance til at sige et par ord, lød rådet. I januar i år blev Hermann Haraldsson 40 år, og holdt et brag af en fest med over 100 indbudte gæster - særligt mange fra hans arbejdsplads, OMD, var inviteret. Fødselaren afsluttede ved den lejlighed sin tale med at citere Winston Churchill: “This is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.” Hvad mange af gæsterne ikke vidste var, at for Hermann Haraldsson havde de højtidelige ord en særlig betydning. Et kapitel i hans liv var slut. 13 år hos OMD var forbi. Han havde sagt sit job op og vidste ikke, hvad han skulle beskæftige sig med fremover. En drøm om at blive medejer var en ikke ubetydelig ingrediens i hans fremtidsplaner. Det fandt gæsterne først ud af 14 dage senere. Hermann Haraldsson var blevet slidt af sin succes. Han gjorde OMD til Danmarks bedste mediebureau i mere end ti år. “Det var en indre uro, der gjorde, at jeg måtte videre. Det er meget ulig mig, for folk, der kender mig, ved, at jeg er meget tryghedssøgende.” “Kald det en 40 års krise eller en 40 års bevidsthed. Optakten var, at der var sket meget i mit liv. Jeg var blevet skilt. Jeg har mine børn hver anden uge. Hvor jeg hidtil ene og alene havde fokuseret på min karriere og mit arbejde og ladet tingene ske, blev jeg mere bevidst om, at man selv må gøre noget.” “Hvis jeg skulle fortsætte i OMD, så indebar det en forpligtigelse og et engagement på i hvert fald fem år. Jeg var begyndt at tvivle på, om jeg havde lyst til at drive firmaet videre - om jeg kunne sætte troværdige mål for firmaet.” “Da jeg kom til TMP, som det hed dengang, var jeg helt grøn. Jeg havde en kæmpestor nysgerrighed og var drevet af lysten til at blive god. Jeg kom ind i et miljø, hvor Steen Halbye var chef og havde samlet en række unge knægte og tøser, der ville lave Danmarks bedste mediebureau. Jeg voksede med firmaet. Der kommer en knap så ung knægt, ud som føler, at nu har jeg nået mine mål.” Der er mange ord i Hermann Haraldsson . Men pludselig stopper ordstrømmen. Adamsæblet bevæger sig tydeligt, da han synker: “Jeg var bange for at gå i stå.” “OMD har givet mig alt, hvad jeg har indtil videre. Jeg er økonomisk uafhængig, så jeg skylder dem ret meget. Jeg lukker døren blidt og åbner en ny.”

En lykkelig mand:

Jobtilbud har det ikke skortet på. “Jeg har været privilegeret, fordi jeg fik mange spændende henvendelser. Men jeg var enig med mig selv om, at det skulle ikke være mere af det samme. Jeg havde ikke brug for en større organisation. Det, der altid har tændt mig, er at bygge op.” Haraldsson har fået sine drømme opfyldt. Vi møder ham på hans nye arbejdsplads. Et råt rum på Østerbro, der er omdannet til kontorlandskab, er rammen om reklamebureauet Win Win Agency, som er blevet etableret oven på det eksisterende reklamebureau buhl UnLtd., som Haraldsson og PeopleGroup sammen har købt 80 procent af for et hemmeligt beløb. Haraldsson er en lykkelig mand. Fri af snærende bånd som det store internationale ejerskab i OMD ind i mellem har budt på. “Jeg går rundt og er en glad idiot.” “Jeg har fået min anden ungdom. Løber igen om morgenen. Alt spiller. Arbejdsmæssigt kan jeg igen føle en ild, der brænder. Jeg har mål og drømme. Vi har vores eget selskab, hvor vi kan træffe vores egne beslutninger. Det her skal blive stort og vokse. Det er fantastisk motiverende at have nogle mennesker, der vil arbejde for os, og at sige: ‘Hør, vi er ude på en rejse’.” Haraldssons vision er, at bureauet skal vokse fra 16 til 40 ansatte i løbet af et par år. Og at den nuværende omsætning på 16 mio. kr. skal tredobles. “Vi har store ambitioner. Vi skal være nordiske og gerne også europæiske, fordi vi føler, vi har et koncept, der kan rejse. Det er jo klart, at jeg via mit netværk både nordisk og europæisk skal være med til at finde ud af, hvordan vi kan gøre det større.” Bureaukonceptet kalder han “helt nyt”. Win Win Agency bliver langt mere funderet på analyse og dokumenteret effektmåling, end andre reklamebureauer tilbyder. En påstand, der godt kunne udfordres med, at sådan var det vel før, Danmark fik mediebureauer. “Vi skal være medieagnostikere - fritænkere. Vi har ingen præferencer. Hos os drejer det sig ikke om at skabe 30 sekunders tv-reklamespot. Løsningen kan lige så vel være en butikskampagne, outdoor-reklame, events eller digitale medier.” “Jeg har sikkerheden i, at det er velkendt territorium, men det er alligevel noget nyt. På den måde kommer min tryghedsnarkomani op i mig igen.” Bureauet og Haraldsson har allerede fået sin første kunde, den islandske mediekoncern Dagsbrún, som han skal give ideer til, hvordan avisen skal positioneres samt foreslå en annonce- og prisstrategi.

Nordatlantiske gener:

Haraldssons rødder er også islandske. Han er vokset op først i Reykjavik og siden i en lille by Akureyri i Nordisland. “Jeg var en lille rod, lavede ikke mine lektier, ville helst spille fodbold eller klatre rundt i skibene på havnen, så mine forældre mente, at jeg havde et vist potentiale, men at jeg var lidt doven.” Men det var der råd for. Hans mors kusine var gift med Herlufsholms tidligere rektor. Og da de var på besøg, foreslog rektoren, at de skulle sende Haraldsson ned til dem. De skulle nok få sat skik på knægten. “Det var et kulturchok af dimensioner fra en meget fri dagligdag til faste rammer med lektielæsning og faste sengetider.” 14-årige Hermansson savnede sin familie. “Jeg har altid elsket at spille fodbold, så på et tidspunkt spurgte jeg, om jeg ikke måtte spille fodbold i Næstved. Det krævede, at jeg skippede aftensmanden og lektielæsningen om aftenen - og det fik man normalt ikke lov til dengang.” Men han fik lov. Betingelsen var, at det ikke gik ud over hans karakterer. “Så jeg tvang mig selv til at følge med. Når de andre havde fri, læste jeg. Hjemmefra var jeg vant til at arbejde. Som 13-årig fik jeg mit første sommerferiejob på tre en halv måned med besked om, at det, du tjener om sommeren, skal du leve for resten af året. For nogle mennesker er livet en leg, det har det aldrig været for mig. Jeg har altid måttet arbejde hårdt for de resultater, jeg har nået.” “På Herlufsholm lærte jeg betydningen af selvdisciplin. Når man sætter sig nogle mål, så kræver det hårdt arbejde og afsavn. Det har gavnet mig hele livet.” Senere finansierede han studierne som fodboldspiller. Hermansson var kontraktspiller for både Næstved og KB og har spillet på det islandske U-21 landshold.

Dansk islænding:

Da han var færdig med studierne på Handelshøjskolen fik han tilbudt et job som trainee i London af Jan Bonde Nielsen, far til en af hans bedste venner, Peter Bonde Nielsen. Det blev en kort affære, fordi Hermansson var islandsk statsborger og ikke kunne få arbejdstilladelse, fordi Island på det tidspunkt ingen samarbejdsaftaler havde med EU. Han tog tilbage til Danmark og søgte om dansk statsborgerskab, fordi han ikke ønskede at være begrænset af kun at kunne arbejde i Norden. Der er en del danskere der er skeptiske over for islændinge i dag, forstår du det? “Islændinge kan ikke forstå det. Islændinge har bare spillet på kapitalmarkedet. Du har en generation af unge mennesker, som er veluddannede, hårdtarbejdende og risikovillige, det er en hård cocktail, som der desværre ikke er så mange danskere, der har. I min generation har rigtig mange studeret i udlandet på respektable læreanstalter, der kommer tilbage til Island og siger: ‘Hov, Island er for lille for mig’. Samtidig ved de, at der er mange penge i verden. Penge skal ud at yngle. De tænker stort.” Er du islænding eller dansker? “Det må du ikke spørg mig om. Jeg er en islænding, der er dansk statsborger. Jeg hepper på Danmark, men når Island spiller mod Danmark, så hepper jeg på Island.”

Hermann Haraldsson om...
...sig selv

Hvad er dit bedste ledelsesmæssige råd?
“Vær dig selv. Tænk ‘vi’ i stedet for ‘jeg’. Behandl alle med respekt. Få dine folk til at føle sig vigtige. Gå forrest med et godt eksempel. Vis begejstring. Vær ærlig. Vis integritet og vis, at du vil vinde. Så skal det nok gå godt. Derudover sagde en gammel management-guru engang: En god leder kigger ud ad vinduet ved succes og i spejlet ved en fiasko. “

Hvad er din styrke?
“At jeg i bund og grund stadig er en glad dreng fra det nordlige Island, som er nem at begejstre, og som gerne vil være en del af det bedste hold. Og så i øvrigt vinde alt hvad der kan vindes.”

Hvad er succes for dig?
“Det er, når vi vinder. “

Hvad er de bedste øjeblikke for dig?
“Det er det korte øjeblik, hvor jeg glæder mig over en netop opnået succes, inden jeg går i gang med at sætte det næste mål. De øjeblikke er desværre alt for korte, og jeg arbejder meget på at gøre dem lidt længere. Min årlige vandretur i den islandske natur med mine brødre er ren lykke, ligesom de intime øjeblikke med min kæreste Toril og mine børn Magnus og Malene. Det er det, der gør mig til en lykkelig mand.”

Hvad har overrasket dig mest?
“Det eneste, der ryster mig er, når jeg møder uærlighed og mangel på moral.”

Blå bog
Hermann Haraldsson
Født 9. januar 1966 i Reykjavik, Island. Samboende med Toril Kristensen, media director i OMD. Har Magnus på 11 år og Malene på 8 år fra tidligere ægteskab.
1985: Student Herlufsholm Kostskole.
1990: Cand. merc., Handelshøjskolen i København.
1990: Shipping trainee Bolton Maritime Management.
1991: Salgskoordinator, Attract Media & Marketing.
1992: Mediaplanlægger, Carat InterMedia.
1993-1996: Mediaplanlægger, media director og direktør, TMP.
1998: Administrerende direktør, TMP (siden 2000 OMD).
2002- 2006: Administrerende direktør, OMD Nordic.
2006-: Administrerende direktør, Win Win Agency.

Hermann Haraldssons fortrolige forbindelser Hermann Haraldssons netværk består primært af mennesker, som han har fælles interesserer med forretningsmæssigt og privat - og her vejer hans lidenskab for fodbold godt til. Det var hans gode venner, administrerende direktør Lars Weis, Weis & Co., og den tidligere europamester i fodbold Claus Christiansen, der spurgte, om Haraldsson ville genoptage spillet. På old boys-holdet i Lyngby Boldklub møder han Michael og Brian Laudrup, Henrik Larsen, Morten Wieghorst, Allan Nielsen og Torben Piechnik. Haraldssons allernærmeste venner er administrerende direktør Christian Bring, Oscar A/S, og Stig Haldan, underdirektør i Bankinvest. Fra Herlufsholm-tiden kender han aktierådgiver Edvard Bæk fra Enskilda og Peter Bonde Nielsen, Moskva, søn af Jan Bonde Nielsen. Viceadministrerende direktør i Win Win Pernille Simmelkjær hører også hjemme i den nærmeste vennekreds. Fra handelshøjskole-årene stammer venskaberne med direktør Steen Keller, ISS, og brandingeksperten Glenn Jacobsen samt headhunter og partner i Amrop Hever Niels Bentzen. I reklamebranchen netværker han bl.a. med Johnny Henriksen, administrerende direktør i DDB Gruppen, og administrerende direktør Steen Halbye, Halbye & Kaag, der er Haraldssons gamle læremester i TMP. Administrerende direktør Michael Honoré fra SMI Media fik i sin tid OMD-direktøren ind i reklamebranchen. Gode relationer har han også til kreativ direktør Henrik Juul og art director Thomas Torp - begge fra Wibroe, Duckert & Partners. To mennesker kalder han sine mentorer: Bestyrelsesformand i Win Win Agency Bjarne Egedal, og administrerende direktør, Wibroe, Duckert & Partners, Jan Duckert, en god sparringspartner og golfkammerat. Haraldsson har selv været med til at etablere en netværksgruppe med bl.a. direktør Arne Bøye Nielsen, William Demant, direktør Anders Storm, EDC, marketingdirektør Frank Troelsen, Kims, administrerende direktør Tom Hyldelund, Mediterranian Shipping, administrerende direktør Thomas Klausen, t-wear, Jan Ankersen, administrerende direktør i Bodilsen, og Christian Iversen, direktør i Lego. OMD-tiden har skabt gode relationer til administrerende direktør Thomas Bertelsen, OMD Danmark, nordisk direktør Pia Kleist, personalechef Mikala Burmann, administrerende direktør Peter Gottfredsen, Omnicom Media Group, og Andreas Høgsberg og Laust Chr. Poulsen, partnere i Agenda Events

---------------------------------------------------------------------------------------

»Scientology i Nordvest«
Portræt: Hermann Haraldsson

DANMARKS BEDSTE. Firmaets værdigrundlag hænger indrammet på toiletterne – hvis nu man skulle kede sig. Ude i byen omtales mediebureauet OMD som Scientology i Nordvest. Og chefen selv, Hermann Haraldsson , valgte bevidst at blive A-menneske.

Af Jens Jørgen Madsen

Der er ikke meget religiøst over Københavns Nordvestkvarter. Nogle vil måske ligefrem mene, der nærmest er lidt gudsforladt. Til trods for, at en stribe medie- og kommunikationsselskaber i de senere år har fundet husly her i gamle fabrikker og værkstedslokaler og straks har markedsført området som super cool. Ja ikke officielt, for så ville det jo ikke være smart. Den slags ved man bare. At det handler om billig husleje er en hel anden historie…
Derfor virker det også umiddelbart paradoksalt, når mediebureauet OMD Danmark ude i byen omtales som Scientology i Nordvest.
Altså lige indtil man har været her et par timer og talt med firmaets mand, hr. Hermann Haraldsson , der er islænding og nordisk chef for OMD-netværket. Så fornemmer man pludselig fællestrækkene med en religiøs sekt.
For en ting er at have en værdibaseret ledelse. Men Hermann kan de ni punkter i værdigrundlaget udenad – oprindeligt var der 17 – og på toiletterne hænger de sågar indrammet til gavn og glæde for husets 125 ansatte . Og bryder man sig mod dem, så får man fyresedlen. Det er der rent faktisk flere, der har oplevet.
»Vi ved, at der skal så lidt til at skabe dårlig stemning. Derfor tillader jeg eksempelvis ikke, at medarbejdere bagtaler hinanden i e-mails,« siger Hermann Haraldsson , der stolt beretter om, at OMD i november sidste år blev kåret som den 7. bedste arbejdsplads i Danmark samt den sjoveste af alle.
Med til billedet hører, at de 22 i ledergruppen hvert år er på stroppetur. Sidste år var det fire dages vandring i Island. Tidligere har de hoppet bungy jump i Zimbabwe.
Troen på teambuilding, respekt for hinanden og betydningen af de nærmest familiære bånd medarbejderne imellem har Hermann Haraldsson hentet fra sin tid som fodboldspiller i Næstved på divisionsholdet. At det giver pote, mener han, viser sig ved, at de ti medarbejdere i direktionen har været ni år i firmaet – i gennemsnit. Og firmaet har altså kun 12 år på bagen. Der headhuntes i øvrigt ikke medarbejdere fra andre bureauer.

Den rette korpsånd

»Man vokser simpelthen op i OMD for at få den rette korpsånd. De ældste nyansatte er derfor i begyndelsen af 20erne. Faren er selvfølgelig indavl og selvtilstrækkelighed ,« mener OMD-chefen. Han kender i øvrigt godt til øgenavnet og mener, at kolleger i branchen taler om Scientology i Nordvest, fordi de betragter OMD som arrogante.
»De ved, at vi er meget kompromisløse, når det gælder om at vinde. Og de er nok trætte af os, fordi vi aldrig stiller op uden at være sikre på, at vi kan vinde. «

Et disciplineret menneske

Selv betegner Hermann Haraldsson sig som »ekstremt disciplineret«.
»Jeg er tidligere B-menneske, men for at nå alt det, jeg gerne vil, besluttede jeg mig for at blive A-menneske. Det er nødvendigt, hvis jeg skal nå at løbe om morgenen. Derfor ringer vækkeuret hver dag klokken 5:30. .«
Den næsten sygelige fokusering på at udnytte alle døgnets 24 timer gav sig på et tidspunkt udslag i et halvfarligt eksperiment.
»Jeg havde læst om alle de, der kunne nøjes med at sove fire timer, så jeg lavede et forsøg, hvor jeg i en uge kun tillod fire timers søvn. Men om fredagen lignede jeg altså en zombie,« siger Hermann Haraldsson .
Hans livsforløb og ikke mindst karriere betegner han iøvrigt som en stor tilfældighed. Som 14-årig sendte forældrene ham til Herlufsholm Kostskole i Næstved. Planen var et år , men Hermann kom aldrig tilbage til Reykjavik. Forældrene ringede hvert år i maj og spurgte, om han ville hjem . Det blev til fem år.
Dernæst Handelshøjskolen og efter HR og cand.merc. fik han job i London inden for shipping. Det var i Thatcher-tiden med høj arbejdsløhed og efter tre måneder blev han smidt ud af England, fordi han var islænding, og ved en tilfældighed havnede han hos mediebureauet Carat. Siden gik det slag i slag. Som blot 31-årig blev han adm. direktør for TMP, der i 2000 blev til OMD.
»Jeg var i coma. Jeg følte slet ikke, jeg var klar til jobbet. Og de første uger tænkte jeg: Det her klarer jeg aldrig. Men Jan Duckert ringede og opmuntrede mig.«
Resten er historie. De sidste ni år er OMD blevet kåret som Danmarks bedste mediebureau. Og drømmen er selvklart, at 2004 bliver 10. gang.

-------------------------------------------------------------------------------------------
Mediadirektørens fokusgrupper

Af Vibeke Vestergård

Netværk er vigtige for den 37-årige Hermann Haraldsson , der står i spidsen for Danmarks største mediabureau OMD - reklamebranchens tal-akrobater, der rådgiver annoncørerne strategisk om, hvilke medier og reklameveje, der skal betrædes for, at fange forbrugerne.
Men en traditionel netværksbygger mener han ikke, at han er.
“Jeg er en ret dårlig netværksbygger, fordi jeg aldrig bevidst har arbejdet på at opbygge et netværk, jeg udelukkende kan bruge professionelt. Jeg er en dårlig netværker, fordi jeg ikke kan finde ud af det der med at omgås bestemte mennesker, udelukkende fordi det kan give mig eller virksomheden bestemte fordele. Hvis ikke der er en god kemi, så har jeg meget svært ved at motivere mig selv.”
Mediadirektørens fokusgrupper består primært af mennesker, som han har mødt gennem livet, og som han har fælles interesserer med forretningsmæssigt og privat - og her vejer OMD-bossens lidenskab for fodbold til. Han har da også været kontraktspiller for både Næstved og KB samt spillet på det islandske U-21 landshold.
Kostskoleårene på Herlufsholm og årene på Handelshøjskolen i København er andre miljøer, der har føjet både gode venner og siden forretningsmæssige sparringspartnere til. Og i de senere år ikke mindst OMD, der ved siden af familien er omdrejningspunktet i Hermann Haraldssons tilværelse.
“Jeg er et meget socialt menneske og henter meget inspiration i samværet med andre mennesker. Jeg kommer i mange forskellige miljøer. Derfor er mine kontakter mangeartede. Det er vigtigt, da jeg kan diskutere sager og hente inspiration fra forskellige kilder. Jeg bruger mit personlige netværk ret meget og føler, at det er en uundværlig kilde til både min personlige og virksomhedens udvikling.”

Fodboldholdet

Hermann Haraldsson er inkarneret Brøndby-fan. Selv har han også en fortid som kontraktspiller for Næstved og KB samt det islandske U-21 landshold.
I nogle år har Haraldsson holdt pause fra fodboldspillet til fordel for golfen, hvor han har kæmpet sig til et handicap på 10,9. Men han har savnet grønsværen, kammeratskabet og fællesskabet. “Fodbold er en fantastisk sport, hvor du går til vaflerne ude på banen og hygger dig i omklædningsrummet med en øl i hånden og fortæller røverhistorier.”
Det er i øvrigt også her, han har hentet sin ledelsesfilosofi. “Nogle vil givet kalde det en primitiv filosofi. Jeg har brugt det, der kendetegnede vores succeser på fodboldbanen, og har overført det til min ledelse af OMD.”

Det var hans gode venner, administrerende direktør Lars Weis, Weis & Co., og den tidligere europamester i fodbold Claus Christiansen, der spurgte, om Haraldsson ville genoptage spillet.
“Nu er jeg på prøve hos old boys-holdet i Lyngby Boldklub. Holdet tæller bl.a. koryfæer som Michael og Brian Laudrup, Henrik Larsen, Kenneth Wegner og Torben Piechnik, så jeg må virkelig tage mig sammen, hvis jeg skal have lov til at stå på mål for dem.”

Mentorerne
37-årige Haraldsson har to mennesker, som han kalder sine mentorer. Den ene er hans bestyrelsesformand i OMD, Bjarne Egedal . “Bjarne er en meget klog mand. Han har en enestående evne til at samle mennesker og har en meget høj etik og forretningsmoral.”
En god sparringspartner både personligt og professionelt samt en god golfkammerat er administrerende direktør Jan Duckert fra Wibroe Duckert & Partners. “Jan har nogle meget sunde ledelsesprincipper, som jeg har ladet mig inspirere af i min ledelse af OMD. Jeg kender ingen, der som Jan kan komme ind til kernen af en problemstilling og opstille forskellige strategiske udviklingsmuligheder.”

Vennerne
Haraldssons allernærmeste ven er administrerende direktør Christian Bring , Oscar A/S. Venskabet blev etableret, mens de begge var kontraktspillere i Næstved. De to taler flere gange om ugen og drøfter både private og forretningsmæssige forhold. Familierne Haraldsson og Bring tager også på ferie sammen. Direktør Pernille Simmelkiær fra Halbye & Kaag, og hendes mand fysioterapeut Kim Larsen, hører også til den nærmeste vennekreds. Simmelkiær er tidligere kollega i TMP, og qua hendes kendskab til OMD og reklamebranchen generelt er hun en af OMD-direktørens vigtigste sparringspartnere om virksomhedens udvikling. Til den nære vennekreds hører også salgschef Lars Juul fra Bristol Myers Squibb og hans kone Susanne.
På Herlufsholm fandt Haraldsson sammen med tre drenge, som han siden har holdt kontakt med. De ses stadig jævnligt på trods af fysiske afstande og har hyppigt telefonkontakt med hinanden. Hjemme i Herlufsholm-sfæren hører aktierådgiver Edvard Bæk fra SEB, direktør Stig Haldan, chef for nordiske aktier hos Deutsche Bank i London, og Peter Bonde Nielsen, Moskva, søn af Jan Bonde Nielsen. “Peter og hans familie er nogen af de sødeste mennesker, jeg kender. Bl.a. tog Jan Bonde Nielsen mig ind under sine vinger, da jeg blev færdig med min cand. merc., og tilbød mig et trainee job i en af sine virksomheder i England.” Jobbet blev imidlertid meget kortvarigt, eftersom Haraldsson som islandsk statsborger ikke kunne få arbejdstilladelse i England.
Fra handelshøjskole-årene stammer venskaberne med administrerende direktør Steen Keller, Randstad, der en god ven og samtalepartner om alt fra fodbold til ledelse. Brandingeksperten Glenn Jacobsen bruger Haraldsson som diskussionspartner, når det gælder markedsføring og branding. Hos headhunter og partner i Amrop Hever Niels Bentzen henter Haraldsson råd i spørgsmål om ledelse og medarbejderudvikling.

Reklamemagerne
OMD-direktøren finder selv sit netværk i reklamebranchen snævert. Det skyldes ifølge Haraldsson , at han ikke er medlem af erfa-grupper i sin branche.
De primære kontakter i branchen er Lars Thomassen, Vice President i BBDO, som han især diskuterer nordiske forretningsudvikling med. Administrerende direktør Søren Kyllebæk, Tribal DDB, som Haraldsson “har gode, lange og følelsesladede diskussioner med,” samt Johnny Henriksen, administrerende direktør i DDB Gruppen.

Administrerende direktør Steen Halbye fra Halbye & Kaag er Haraldssons gamle læremester i TMP. “Ham skylder jeg meget. Steen pegede på mig som sin afløser og efterlod en virksomhed i særdeles god form, hvilket gjorde det forholdsvis let for en ung og urutineret mand som mig at træde i hans sted.”

Administrerende direktør Michael Honoré fra SMI Media var manden, der i sin tid fik OMD-direktøren ind i reklamebranchen.

Tim Frank Andersen, administrerende direktør for trend-magasinet Where2go er en anden god samtalepartner, når det drejer sig om fremtidens markedsføring.

Til branchenetværket hører desuden BBDO-direktøren Juliane Meulengracht, Sepia-direktøren Jan Olsen og Morten Holm, Holm Kommunikation. Haraldsson og Holm deler en fælles lidenskab for Brøndby IF. Gode relationer har han også til direktørerne Poul Mikkelsen, DDB, Henrik Juul og art director Thomas Torp - begge fra Wibroe, Duckert & Partners.

Den eneste egentlige netværksgruppe, som Haraldsson deltager i, er den såkaldte Nørregadebande - en gruppe, der i sin tid blev dannet af en række storannoncører, der diskuterede annoncepriser. Haraldsson blev indbudt som rådgiver. Gruppen tæller bl.a. DSB’s underdirektør Christian Bjerring, Republica-direktøren Jens Thrane Møller, Jamos marketingdirektør Henrik Engel, McDonald’s marketingdirektør Frank Knudsen og Herning Folkeblads administrerende direktør Alex Nielsen.

Hjemme hos OMD
Ved siden af familien er OMD omdrejningspunktet i Hermann Haraldssons tilværelse. De primære sparringspartnere her er administrerende direktør Morten Stig, OMD Danmark, økonomidirektør Søren Frederiksen, nordisk direktør Pia Kleist samt personalechef Mikala Burmann.

Til netværket omkring OMD hører desuden administrerende direktør Peter Gottfredsen MediaWise og i eventbureauet Agenda Events, partnerne Andreas Høgsberg og Laust Chr. Poulsen

--------------------------------------------------------------------------
Markedsføring 01.04.1998 1. sektion 1554 ord artikel-id: Z3752793

Et liv af tilfældigheder

Af Per Raahauge

Få ville have spået, at Hermann Haraldsson skulle være administrerende direktør for et af Danmarks største mediabureauer, da han blev født i det nordlige Island for 32 år siden. Men en række af tilfældigheder, som for eksempel begejstring for fodbold, en tid på dansk kostskole og et midlertidigt job i reklamebranchen var afgørende for hans spændende karriereforløb.

Af Per Raahauge

- Jeg kom på kostskole som 14 årig, fordi jeg var lidt vild som dreng, fortæller Hermann Haraldsson .
I dag er det ikke vildskab, men mere beslutsomhed, humor, generthed og ydmyghed han udstråler, når man besøger ham på chefkontoret hos TMP - The Media Partnership - med adresse på Dortheavej i Københavns nordvest-kvarter. Den tidligere fabriksbygning rummer i dag udover TMP også Reklame Data og har tidligere huset Reklameskolen. - Nordvest er ikke det mest fashionable sted i byen, men her er plads, og det er nemt at komme hertil og parkere, forklarer han. Ved firmafesterne koketterer man med firmaadressen i det noget belastede kvarter ved at afsynge sangen 'Nordvest', som P3s satirehold Selvsving gjorde landskendt. Som med firmaadressen er Hermann Haraldsson også ydmyg med sit transportmiddel. Indtil for kort tid siden havde han stadig sin røde Folkevognsbobbel (der år tidligere havde afløst en orange bobbel). - Biler interesserer mig ikke. De skal blot være driftssikre og billige at reparere, mener den administrerende direktør, der dog alligevel for et par uger siden måtte skifte til en grøn VW Passat stationcar. - To børn og to voksne i en bobbel er lige hårdt nok. Og så er boblen lidt kold om vinteren, må han erkende. I skrivende stund har Hermann Haraldsson og hustruen Birgitte kun firårige Magnus, men inden disse linier læses, er familien ekspanderet med en lille ny. Og ham eller hende er der altså nu plads til i bilen - og i hjemmet i Trørød.

CHEF SOM 31 ÅRIG
Hermann Haraldsson blev 31 år gammel administrerende direktør for TMP i december 1997. Ikke efter et meget målrettet karriereforløb, men snarere efter en række af tilfældigheder. Han er født i en lille landsby i det nordlige Island som næstældste af en flok på fire drenge. Hans far er arkitekt, mens hans mor er lærer. Eneste danske ane i Island var hans mormor, som - da Hermann som 14 årig 'var lidt vild' - huskede på, at en fjern slægtning var rektor for en dansk kostskole. Og derfor blev den unge Hermann kostskoleelev på en af Danmarks mest berømte skoler, Herlufsholm Kostkole ved Næstved. Det var meningen, han skulle have været der ét år i 8. klasse, men hvert år i maj skulle han beslutte, hvad han ville det kommende år. - Og man kan jo ikke rejse fra Danmark i maj, så det blev til, at jeg fik fem dejlige år på Herlufsholm, forklarer Hermann Haraldsson , der indrømmer, at han led forfærdeligt af hjemve de to første måneder hernede. - Men man viser det ikke på Herlufsholm. Man bider det i sig. Herudover har kostskoleårene lært mig respekt for at omgås andre. Og så har jeg lært, hvor forskellige mennesker kan være. Vi var en utrolig sammenbragt flok af skilsmissebørn, børn af danskere i udlandet og en del adelige, husker han.

DÅRLIG TABER
Først i Island og senere i Danmark har fodbold været den store interesse. - Jeg er en dårlig taber men en god vinder. Jeg hader at tabe, men hoverer til gengæld ikke, når jeg vinder, erkender han. Højdepunktet i fodboldkarrieren var en kontraktansættelse i en dansk klub, mens han spillede på Islands ungdomslandshold. I dag har han trappet ned og spiller i Danmarksserien for Vedbæk. - Og så er jeg aktivt medlem af Brøndby Support og ser alle deres kampe. Ifølge eget udsagn valgte Hermann Haraldsson på et tidligt tidspunkt at blive målmand, fordi han ikke var så god til at jonglere med bolden. I dag træner han i Vedbæk to gange om ugen og møder derfor de dage lidt tidligere på arbejde. Hans normale mødetid er ellers ved syvtiden, og han er først hjemme igen i Trørød mellem 18 og 18.30. - Så bliver der tid til at putte min søn, og lidt arbejde bagefter, forklarer han. Tv får han ikke set meget af, til gengæld gør han meget ud af at følge med i den internationale faglitteratur, ligesom der også af og til bliver tid til lidt skønlitteratur. Seneste var 'Sofies Verden', men hans mor ser også gerne, at han får tid til at læse Halldor Laxness, fortæller han med et smil. Efter studentereksamen fra Herlufsholm Kostskole ville Hermann Haraldsson være jurist. Men det er han glad for, det ikke blev alligevel. - Det ville have været forfærdeligt, ved han i dag. I stedet kom han på Handelshøjskolen i København, hvor han først tog HA og direkte derefter cand merc i 1990 med speciale i strategi og finansiering. Men ikke en gang for otte år siden var hans vej mod reklamebranchen bestemt.

DANSK STATSBORGER
- Reklame ville dengang være mit sidste valg. I stedet startede jeg med shipping i England hos Jan Bonde Nielsen, forklarer Hermann Haraldsson . Jobbet havde han dog kun i tre måneder, fordi han på det tidspunkt stadig var islandsk statsborger. Og fordi Island ikke er medlem af EU, måtte han forlade England og sin arbejdsplads. Han tog igen til Danmark, hvor han efter et år ville kunne opnå dansk statsborgerskab og derefter vende tilbage til shippingjobbet. Imens tog han et midlertidigt job hos Attract Media & Marketing. Han fandt branchen 'interessant', og selv om han i 1992 fik dansk statsborgerskab, takkede han nej til jobbet i England, da han i stedet fik tilbudt job hos Carat herhjemme. Her blev han i halvandet år til Steen Halbye ringede fra TMP og tilbød ham spændende udfordringer. - Jeg kom til TMP som medarbejder nummer 15 den første april 1993. Så jeg er vokset med organisationen, hvor vi i dag tæller 73. Det er gået slag i slag, fortæller han. - Planen er at fortsætte, ad den vej vi er gået. Det ønsker vores bestyrelse, der repræsenterer vores ejere, de otte reklamebureauer. - Jeg synes, vi har opdyrket en god virksomhedskultur. Og det er min væsentligste opgave nu at bevare den gode 'entreprenør-ånd'. Derfor er vi også meget kritiske med vores ansættelser. Vi vil helst selv uddanne nyansatte, så derfor tager vi nødigt folk udefra. Vi tager dem i stedet fra Handelshøjskolen og gør dem gode. Udover at gå efter de dygtigste har Hermann Haraldsson et andet kriterie for valg af nye medarbejder: - Er det én vi vil drikke øl med efter arbejdstid. Så er det nemlig også en person, man kan arbejde sammen med i hverdagen. Det skal være en god medspiller, for man bliver selv kun bedre, hvis man har gode medspillere. Herudover ser Hermann Haraldsson gerne, at medarbejderne er sportsinteresserede. Konkurrence- og vindermentaliteten er vigtig både til hverdag og fest. - Så der er ingen fest hos TMP uden en konkurrence, smiler han.

UNGT TEAM
Staben hos TMP er ung. På nær et par af konsulenterne mener Hermann Haraldsson , at han med sine 32 år er den ældste i huset. - Alligevel har vi branchens mest erfarne folk. Og det har vi, fordi vi kan holde på folk med de gode karrieremuligheder. Princippet er, at uddelegere meget til medarbejderne der samtidig arbejder i en høj grad af frihed. De vokser med opgaverne, og så gør vi meget ud af at efteruddanne. Det mener Hermann Haraldsson også er årsagen til, at TMP har Danmarks laveste jobrotation blandt mediebureauer, som han udtrykker det. - De, der forlader os, går kun til store stillinger i og uden for branchen. Og så bliver de ofte kunder hos os bagefter. Vi holder aldrig på medarbejdere, der vil prøve noget nyt. I stedet hjælper vi dem videre og får på den måde den bedste kontakt med dem senere. Hermann Haraldsson har selv fulgt ledelseskurser på Insead i Frankrig samt IMD i Schweiz. Alle TMPs mellemledere bliver i øvrigt også sendt til Insead. Herudover læser alle hos TMP faglitteratur, hvor gode artikler kopieres og sendes rundt. Og så holder man interne møder, hvor egne medarbejdere holder foredrag for kollegerne. - Vi skelner mellem håndværk og profession. Når man først har fået sin profession skal man til at lære sit håndværk, fortæller Hermann Haraldsson med en vis ydmyghed og fortsætter: - Jo mere vi lærer, jo mere finder vi ud af, hvad vi ikke ved om markedsføring. Derfor mener han også, at én af hans vigtigste opgaver er at forhindre, at der breder sig en selvtilfredshed i bureauet. Bliver man for selvglad, holder man op med at lære.

FIRE BEGREBER
TMPs administrerende direktør definerer bureauets opgave med fire begreber, hvor de tre første fås gennem erfaring. Det er 'know what'; 'know how' og 'know why'. Det sidste er 'care why', der er en indstilling, der indebærer at medarbejderne skal 'tørste efter kundernes succes', som han udtrykker det. - Har kunden succes, har vi succes. Det er forskellen på os og de andre, forsikrer Hermann Haraldsson . Fritiden bliver som nævnt benyttet til faglitteratur og fodbold, men Hermann Haraldsson sætter også skiløb højt. - Og så kan jeg lide at vandre og fluefiske efter laks. Det er noget af det bedste, der findes. Der er en rigtig far og søn- ting, som jeg også vil opleve med Magnus, slutter Hermann Haraldsson , der nærmest ved en tilfældighed blev bidt af reklamebranchen.